Pas på dit varemærke
Et varemærke kræver både opmærksomhed og aktiv handling. Hvis man forholder sig passivt eller undlader at bruge sit varemærke, kan man risikere at miste rettighederne
Overvågning
En varemærkeregistrering beskytter ikke automatisk mod, at der registreres identiske eller forvekslelige varemærker.
I princippet kan der registreres et varemærke, som er identisk med et ældre varemærke, hvis indehaveren af det ældre varemærke ikke protesterer mod registreringen.
Vi tilbyder en professionel overvågningsservice, som sikrer at du løbende modtager underretninger om nye ansøgninger, som krænker dine rettigheder.
Ændringer af mærket
Mange varemærker bliver ændret efter registreringen. Det gælder særligt for logoer (figurmærker), som ofte moderniseres og tilpasses efter tidens tendenser.
Bruger man sit varemærke i en anden form end den, hvori mærket er registreret, risikerer man at få problemer med at opfylde brugspligten.
Fornyelse af varemærker
Et registreret varemærke gælder i 10 år fra ansøgningsdatoen.
Når den 10-årige registreringsperiode er ved at udløbe, kan mærket fornyes med yderligere 10 år. En varemærkeregistrering kan dermed i princippet være evigtvarende, så længe varemærket bliver fornyet.
Hvis mærket ikke bliver fornyet, ophører registreringen og dermed bortfalder beskyttelsen.
Brugspligt
Hvis indehaveren af et registreret varemærke ikke inden 5 år efter registreringen har gjort reel brug af varemærket, kan registreringen ophæves. Tilsvarende gælder, hvis brugen af et varemærke har været ophørt uden afbrydelser i 5 år, medmindre der foreligger rimelig grund til at brug ikke har fundet sted.
Et varemærke bortfalder ikke af sig selv, som følge af manglende brug. Registreringen kan kun ophæves, hvis der indgives en anmodning om ophævelse. Ofte er det en konkurrent, som for selv at kunne registrere og anvende et lignende mærke, begærer registreringen ophævet eller begrænset.